Birkholm er for vandreren, der holder af fladt land og lavt vand. Det er den mest uberørte af de beboede øer i øhavet, og kan opleves på et par timer. I dag præger de tilgroede marker og de store afgræssede enge landskabet, men den lille velholdte by emmer af fortidens storhedstid.

•  0,9 kvadratkilometer. 8 beboere (2003).
• ganske lav moræneø med marine forlande.
• postbåd fra Marstal (25 minutter – 2010). Havn på sydvestkysten.
• primitiv teltmulighed ved havn. Vand hentes ved forsamlingshus. Mulighed for brusebad.
• korttavle ved havnen.
• ø-historie, fugle, padder. 

Terræn
Birkholm er den fladeste af de beboede øer syd for Fyn og det er svært at se øens top. Hylsbanken ligger på øens nordvestlige del. Kun to meter rager den op over daglig vande. Ellers er Birkholm ganske flad og af samme grund beskyttet af dobbelte diger. Bydiget, der omslutter husene, er 2,8 meter højt og 2100 meter langt. Udenfor ligger lavere havdiger.

Mod sydøst går øen ud i en lang odde, Sandhovedet, og mod nordvest i et lille rev, der forsætter under havet nogle hundrede meter.

Strand og hav
Birkholm ligger i øhavets største lavvandsområde mellem Tåsinge, Strynø og Hjortø, og derfor er stranden ofte smal, stenet og med lave vanddybder. Kun få steder er der ren sandstrand. Især sydøst for havnen går strandengen helt ud til havet. Syd for øen – udfor den lille havn – ligger Mørkedybet, der om sommeren er landevej for tusinder af lystsejlere. Ved havnen er 14 meters vanddybde kun få hundrede meter fra kajen.

Lavvandet nord, øst og vest for Birkholm skaber gode betingelser for ålegræs, der her danner store sammenhængende, undersøiske enge. På grund af det lave vand, der hurtigt varmes op af solen, overgros ålegræsset af trådalger hver sommer. Det skyldes først og fremmest overskudsgødningen fra landbruget, der skylles ud i havet.

Geologi
Birkholm er, som mange andre øer og holme i Det Sydfynske Øhav, formet af den gletcher, der i sidste istid skød frem fra Østersøen og – på grund af en enorm dødisklump over Fyn – blev tvunget syd om øen i nordvestlig retning. Mørkedybet sydvest for øen er en tidligere smeltevandsflod.

Birkholm er en moræneø med marine aflejringer på læsiden, altså i ly af den fremherskende vestenvind. Sandhovedet mod sydøst er en retodde, dannet af materialer, der er ført til stedet fra flere forskellige retninger. Nordvestrevet er et vinkelforland.

Jorden er overalt meget sandet og af ringere kvalitet end på de øvrige småøer i øhavet.

Dyreliv
Det er de lavere, kystnære, fugtige områder, der er de mest spændende fuglesteder. Den store kobbersneppe har en af sine få, fynske ynglepladser på de afgræssede enge, hvor der er mange rødben, vibe, engpiber og gul vipstjert.

Edderfugl, strandskade og stor præstekrave yngler på stranden, og i den højere bevoksning spids-, grå- og skeand. På øen findes ikke kolonirugende fugle. I byen er en vrimmel af småfugle: Tornirisk, havesanger, gærdesmutte, svale, stær og hvid vipstjert.

I sensommeren fælder op til 4000 knopsvaner svingfjerene omkring Birkholm. Om vinteren ses knop- og sangsvaner, skalleslugere, dykænder og i træktiden holder den mørkbugede knortegås til på havet omkring holmen, ligesom den om foråret finder føde på de afgræssede marker og enge.

Den sjældne klokkefrø uddøde i tresserne, men blev genudsat i 1999. Dens karakteristiske stemme, der lyder som når du puster henover en tom flaskes munding, kan høres i maj og juni på stille, varme dage. Også grøn frø og grønbroget tudse (den sidste i tusinder) præger stadig de mange vandhuller. Måske findes stadig en lille bestand af strandtudser.

Lækatten er almindelig. Haren findes overalt, og tidligere blev den fanget til eksport og blodfornyelse i andre bestande. I dag jages den én gang årligt.

Visse år huserer ræve, der går over isen om vinteren.

Enkelte spættede sæler (øhavets sidste) ses i fladvandet mellem Birkholm og Strynø og omkring øen svømmer i sommerhalvåret marsvin. Sidst på sommeren kan man være heldig at se en mor med sin unge.

I 1976 brød havet gennem Birkholms yderdige og store arealer mellem hav- og bydige blev sat under vand. Siden har beboerne på øen ofret hundredtusinder af kroner, så yderdiget i dag fremstår som fornyet og forstærket

Øen i dag
I midten af 1990-erne opgav den sidste landmand. Siden har øen ligget i brak og i nogle år været afgræsset af kvier og får. Men desværre er den ved at springe i skov. Tjørn, hyld og hybenroser breder sig ind over markerne. Beboerne har siden 2003 i fællesskab slået arealerne, så udsigten bevares og det åbne lands fugle får bedre betingelser.

I 2004 blev en ny ko-færge” “indsat” i øhavet. Det er amtet, der har stået for bygningen af prammen, der øger muligheden for at genoptage sommergræsning på de sydfynske øer og holme, herunder Birkholm. “Færgen” har navnet “Yrsa” opkaldt efter en gammel Jerseyko, der levede det meste af sit 28 år lange liv på den lille ø

Torsk, rejer, å og sild fiskes stadig af øns to aktive fiskebrøre. Sæligt de tidlige foråsrejer er en indbringende forretning. Ved Birkholm fanges nogle af årets første, der inden aften serveres i de københavnske fiskerestauranter.

Selv om malkepigernes latter og børnenes leg forlængst er historie, fornemmer man en tæt stemning i den lille by omkring gadekæret.

I dag er de fleste huse fritidsboliger, men mange bruges over hele året og er pænt vedligeholdte. Nu bor kun få mennesker på øen, og den har næppe nogen fremtid som et egentligt, selvstændigt ø-samfund.

Rundt om Selma
Da forfatteren Achton Friis i 1921 begyndte på sin fireårige odyssé til de danske små-øer, mødte han en tidlig sommermorgen en malkepige. Han tog dette billede af den smukke, 19-årige Selma, som han var meget betaget af. Hun var da netop ansat som malkepige på Kærsgården. Selma elskede Birkholm og beboerne, bosatte sig på øen, og blev halvandet år senere gift med fiskeren Jens. Han døde af hjertestop under fiskeri ved Strynø Kalv i 1936 – 43 år gammel. Selma var alene med fem børn. Den yngste blev døbt ved farens kiste, noterer pastor Mogens Blum i Drejøs kirkebog. Selma måtte flytte til Tåsinge og senere til Fyn, hvor de tre yngste børn kom på børnehjem og de to ældste – drenge – blev sendt i pleje på Birkholm.
Selma måtte slide livet igennem. Hun døde i 1983, 81 år gammel.

Teksten er fra “Danmarks Små-øer” (ISBN 87-567-6065-5), udgivet på Politikens Forlag. Bogen omtaler øer overalt i Danmark.